murad-rapid-collagen-infusion

Siden jeg lærte hudplejemærket Murad at kende for en cirka fem år siden, har jeg været trofast fan.

Jeg har smurt mig i cremer fra alverdens andre (dejlige) brands, men alligevel er det altid Murad, jeg vender tilbage til, når min hud flipper ud med urenheder, pigmentforandringer og nu også rynker (damn!).

Så da jeg blev præsenteret for det nye serum, Rapid Collagen Infusion, var jeg mere end begejstret. Det er et kollagen-fremmende koncentrat, der stimulerer cellerne til at opretholde kollagen-produktionen, som ellers daler naturligt med alderen og resulterer i dybere og dybere rynker.

Det er ikke nogen mirakelkur for effekten opretholdes kun, mens du bruger produktet, og det kan selvfølgelig ikke fuldstændig forhindre alderens indmarch i dit ansigt. Men jeg kan godt se en forskel. Udover de kollagen-fremmende ingredienser indeholder serummet også ingredienser, der binder fugt i huden og fungerer som en her-og-nu filler, der får huden til at se mere fyldig og glat ud.

Du får mest ud af Rapid Collagen Infusion, hvis du bruger det om natten, hvor huden genopbygges. Et pump er rigeligt til både ansigt og hals. Husk at et koncentrat altid skal påføres nyrenset hud, så det optages bedst muligt, og at det er et supplement og ikke en erstatning for en fugtighedscreme.

Murad Rapid Collagen Infusion 30 ml koster 745 kr.