Har du svært ved at overskue en hudplejerutine, der består af 10 produkter eller flere, så lad være!

Jeg har aldrig været slave af en bestemt rutine – heller ikke efter at koreansk skønhed gik i mit blod. Jeg har altid lyttet efter, hvad min hud havde brug for fremfor at følge en bestemt trend eller opskrift. Og den tendens er paradoksalt nok trenden lige nu og kaldes ”skip-care” – altså ”spring over pleje”.

Det betyder ikke, at vi skal tilbage til vand og sæbe, men at vi har mulighed for at vælge produkter, der er mere effektive og som eventuelt løser flere behov i ét, så arsenalet kan minimeres. Et godt eksempel er toneren, der både fugter, ensarter og balancerer huden.

En anden grund til at det er en god idé at vælge nogle trin fra er, at det kan være hårdt for huden både at blive dobbeltrenset, skrubbet eller peelet i samme rutine, så vælg det produkt ud, der passer til anledningen. Har du haft makeup på hele dagen, giver dobbeltrens god mening, men skrubbemasken kan du jo så gemme til morgenbadet, hvor den til gengæld kan erstatte andre renseprodukter.

Når du vælger din rutine, bør du også tage din hudtype og hudtilstand med i ligningen. Tør hud har brug for meget fugt, men har din hud tendens til at fedte, har du muligvis ikke brug for både toner, essence og serum. Måske er et af produkterne nok, og så kan du jo vælge at opgradere lidt på kvalitet i stedet og bruge tiden på noget sjovere som fx et ekstra afsnit af din yndlingsserie…

Så prøv dig frem og se, hvad der fungerer for din hud. Ingen kender den bedre end dig!