Jeg får (heldigvis) masser af spørgsmål om hudpleje i min butik, men ofte er det de samme spørgsmål, der går igen, så nu har jeg besluttet mig for at dele nogle af de svar, jeg giver mine kunder, her på bloggen.

Første emne i kategorien FAQ (Frequently Asked Questions*):

Skal jeg rense hud om morgenen?

Personligt renser jeg altid min hud om morgenen, fordi det giver mig en følelse af at være “rigtig” ren. Det er dog ikke kun psykologi: Faktum er, at huden afstøder døde hudceller, sved og talg, mens vi sover, og det danner en film på hudens overflade, som jeg rigtig gerne vil have vasket ordentligt af.

Jeg er desuden fan af en solid aftenrutine, der involverer toner, fugtmist/essence, serum, øjencreme og natmaske, som jeg også gerne vil have renset af, inden min ligeså solide morgenrutine (stort set samme produkter dog med dagcreme i stedet for natmaske), skal påføres.

En tredje grund til at jeg renser min hud om morgenen er, at min hudtype er kombineret, hvilket betyder at den fedter meget i T-zonen. En udfordring, der kan føre til bumser, hvis jeg ikke renser regelmæssigt (og dropper latten). Derfor vil jeg altid anbefale en kunde med en kombineret eller fedtet hudtype at rense både morgen og aften.

Min egen favorit, og det produkt jeg anbefaler til kunder med en hudtype som min (kombineret er faktisk mere normalt end normal), er Deep Pore Cleansing Soda Foam fra Manyo Factory, der har fast plads i bruseren.

Men hvad så, hvis du har en normal eller tør hudtype? Ja, så vil jeg stadig anbefale dig at rense – men i et mildere produkt. Og med mildt mener jeg ikke-udtørrende, hvilket vil sige et produkt, der ikke stripper huden for fugt og som har samme surhedsgrad som huden. Populært omtalt som “low pH” produkter, hvilket er lidt misvisende fordi hudens pH-værdi ligger mellem 5-6, hvilket er forholdvis tæt på neutral (= 7).

Vand har i øvrigt en pH-værdi på 7, og er derfor ikke et perfect match til din hud. Det er derfor toner har sin berigtigelse – men mere om toner i et nyt blogpost.

Leder du efter et low pH renseprodukt, så tjek nedenstående fra COSRX ud.

*) beklager den stigende brug af engelske ord, men OSS (Ofte Stillede Spørgsmål) giver nok anledning til mere forvirring end FAQ…