bw-estelle-thild-super-bioactive

Et populært koncept indenfor hudpleje er layering, det vil sige hudpleje, du bygger på i lag for at opnå en større synergi-effekt. Om det er nødvendigt, er vist ikke helt afklaret, men dejligt føles det, når huden er pakket ind fra inderst til yderst.

Lige nu er jeg i gang med at teste Super Bioactive produkterne fra Estelle & Thild, som er deres første serie til moden hud, og de bliver lagt på efter lag-på-lag metoden:

  1. Først fugter jeg min hud med en toner eller fugtspray. Apotekermærkerne Vichy, La Roche-Posay og Avène har alle en god og billig variant.
  2. Herefter fordeler jeg to pump af det lette Age Control Serum i hele ansigtet, mens huden stadig er fugtig. Det giver en ekstra god optagelse.
  3. Omkring øjnene bruger jeg et enkelt pump af Lifting Eye Serum, som jeg dupper på med ringfingeren. Jeg sparer som regel ikke på øjenproduktet, da jeg vil være sikker på at serummet eller cremen kommer godt ind i de fine linjer.
  4. Næste lag er et par dråber af Repairing Oil Complex, som jeg fordeler i håndfladerne og trykker ind i huden.
  5. Som afslutning bruger jeg ét pump af Firming Day Cream eller Recovery Night Cream til at fugte og forsegle hudoverfladen med.

Det er vigtigt at serum kommer på huden før olie, da serum er lettere end olie og dermed kan trænge længere ind. Lægges olie på først, risikerer du, at olien danner en barriere som serummet ikke kan trænge igennem, og så får du ikke så meget ud af de koncentrerede dråber.

Jeg har kun brugt produkterne et par dage, men jeg synes, de er virkelig behagelig i brug – især serum og ansigtsolie. Cremerne er også udmærket, selvom de ligesom andre øko-cremer, har en lidt smøragtigt bi-lugt, som jeg har det lidt svært med. Super Bioactive serien er dog tilsat en mild citrusduft, der kamuflerer det lidt.

Og så til det mere tekniske:

Super Bioactive serien bruger mikroalger som anti-age ingrediens, fordi de har vist sig at have en beskyttende og genopbyggende effekt på huden (det samme gør Biotherm, så dem kommer vi helt sikkert til at høre meget mere om i fremtiden). Udover at være en kraftig antioxidant som beskytter hudcellerne mod solens nedbrydende UV-stråler er mikroalger også med til at fremme produktionen af elastin (også kendt som hudens elastikker), som giver huden spændstighed og elasticitet. Af andre godgørende ingredienser kan nævnes hyaluronsyre, der tiltrækker og fastholder fugt i huden, samt PHA-syre, der er en ny og mere skånsom generation af frugtsyre, der virker hudfornyende.  Sidste vigtige ingrediens er havre-ekstraktet beta glucan, der virker beroligende på huden, så rødme og irritationer neddæmpes.

Her finder du Estelle & Thild:

Priserne ligger på 305-465 kr. og forhandles blandt andet hos Sephora i Illum.