Sheet masker er efterhånden ved at være almindelig kendte og fås i mange forskellige varianter og kvaliteter. Fælles for dem alle er, at de virker opfriskende, fordi de giver huden et boost af hudelskende næringsstoffer, der sikrer en mere spændstig, glat og fugtmættet hud. Sheet masker erstatter dog ikke den daglige pleje, men fungerer som et godt supplement hertil.

Du kan bruge sheet masker efter behov eller som en fast del af din daglige rutine. Vil du gøre som koreanerne, så skal masken på lige efter serum, så du får en lag-i-lag effekt, hvor masken hjælper med at ”presse” de aktive ingredienser ind i huden. Har du tid, råd og lyst kan du bruge en maske hver dag, men mindre kan også gøre det.

De typiske varianter af sheet masker er:

  • Fugt: Til dig der blot vil have et rent fugt-boost.
  • Næring: Til dig der døjer med ekstra tør og ru hud.
  • Glød: Til dig der vil have en mere frisk og ensartet udstråling.
  • Beroligende: Til dig der har tendens til rødme eller irritation.
  • Rensende/balancerende: Til dig der har tendens til at fedte i huden eller døjer med urenheder.
  • Anti-age: Til dig der vil have en mere spændstig og glat hud.

Derudover findes der forskellige kvaliteter indenfor sheet masker.

STOFMASKEN
De mest almindelige sheet masker er lavet af bomuld, men der findes også stofmasker af TENCEL®, der er et bæredygtigt tekstil lavet af FSC-certificeret trækvas. De føles ekstra tynde og bløde på huden og ligger prismæssigt på samme niveau som en bomuldsmaske. Eksempler på TENCEL® masker finder du her og her.

Sådan bruger du en sheet maske af stof:

  1. Rens huden og fugt den med toner.
  2. Pak masken ud og placer den over ansigtet.
  3. Lad den virke 10-20 minutter.
  4. Tag masken af og dup eventuelle rester ind i huden.
  5. Smid masken ud.

HYDROGEL MASKEN
En mere avanceret form for sheet maske er hydrogel masken, der består af 99% flydende ingredienser, der holdes sammen af en speciel polymergel, der er i stand til at bære 500 gange sin egen vægt. Hydrogel masken blev oprindeligt udviklet til medicinsk brug, hvor den beskytter og køler ødelagt hud og fremskynder sårhelingsprocessen.

Som ansigtsmaske er hydrogel masken endnu mere effektiv til at transportere fugt og aktive ingredienser ind i huden end stofmaskerne, og de er typisk også lidt dyrere. De er ofte todelte med et over- og underansigt, som gør dem nemmere at placere helt tæt på huden. De er også tungere end de andre masker, så det er en god idé at ligge ned, mens de virker, så de ikke falder af. Hydrogel bruges ikke kun til ansigtsmasker, men fås i et væld af varianter til specifikke områder som fx øjenene. Eksempler på hydrogel-masker finder du her og her.

Sådan bruger du en hydrogel sheet maske:

  1. Rens huden og fugt den med toner.
  2. Pak masken ud og fjern eventuel støttefilm fra masken inden du placerer den over ansigtet.
  3. Har masken støttefilm på begge sider fjernes det yderste lag efter masken er placeret på ansigtet.
  4. Lad den virke 20-30 minutter.
  5. Tag masken af og dup eventuelle rester ind i huden.
  6. Smid masken ud eller læg den i en skål med varmt vand indtil den er opløst, hvorefter du kan bruge det nu serumberigede vand til et fod- eller håndbad.

BIOCELLULOSE MASKEN
Det nyeste indenfor sheet masker er biocellulose masken, der laves af fermenteret plantemateriale. I fermenteringsprocessen bruges bakterier, der omdanner sukkerstoffer (glukose) i plantematerialet til et ekstremt tyndt, men holdbart og sterilt fibermateriale kaldet biocellulose. Denne proces er tidskrævende, hvorfor biocellulose masker ofte er dyrere end stofmaskerne og cirka på prisniveau med hydrogel maskerne.

Biocellulose er meget hydrofil, det vil sige vand-elskende, og er derfor rigtig god til at absorbere og videregive fugt og andre flydende ingredienser til huden. Masken sidder tæt og tørrer ikke ud, mens den virker.

Sådan bruger du en biocellulose sheet maske:

  1. Rens huden og fugt den med toner.
  2. Pak masken ud og fjern eventuel støttefilm fra masken, inden du placerer den over ansigtet.
  3. Har masken støttefilm på begge sider fjernes det yderste lag efter masken er placeret på ansigtet.
  4. Lad den virke 20-30 minutter.
  5. Tag masken af og dup eventuelle rester ind i huden.
  6. Smid masken ud.

Eksempler på biocellulose masker finder du her.