ling2

Ligesom mange andre kvinder, har jeg badeværelset fuldt af skønhedsprodukter, der støver til i min egen dovenskab. Ikke fordi jeg ikke synes, at de er fantastiske produkter, men fordi de lige kræver lidt ekstra af mig og min tid at blive brugt ordentligt.

Et af disse er body scrub.

I sig selv en helt fantastisk opfindelse, som er både tid og penge værd, når først du har taget dig sammen til at bruge de 2-3 minutter, det kræver at få skrubbet kroppen godt igennem i bruseren. Resultatet er nemlig altid en super blød, glat og lækker hud, der kan matche en babys (altså næsten). Men som sagt, så ender den gode intention ofte under en fint lag støv i kurven med andre svigtede skønhedsprodukter.

I går tog jeg så en ny variant i brug, og den vil med garanti blive brugt flittigt. Og hvorfor så det?

Fordi, det ikke er en helt klassisk body scrub i en (besværlig) krukke, men en badehandske i bast fyldt med sæbekugler af blandt andet risklidolie, kokosolie og palmeolie tilsat velduftende æteriske olier. Den er supernem at bruge og har nu fået fast plads på vandhanen (hænger i en lille strop), så den kommer i daglig brug. Den kan bruges under rindende vand, så du behøver ikke bruge ekstra tid på at slukke og skrubbe og tænde igen.

Derudover er den mild mod huden, da basten er blød og derfor kun eksfolierer let, modsat hamp, der i mine øjne er alt for voldsomt mod huden.

Handsken hedder feeLING Uplifted Bath Mitt og fås i to varianter: mint/sort sesam og jasmin/ylang-ylang. Den kan være lidt svær at finde, men forhandles blandt andet hos Helle Thorup.