Less-in-enough-640

Du har helt sikkert stødt på skønhedsprodukter, der baserer hele deres markedsføring på en enkelt ingrediens, der fremhæves som særlig god og som årsagen til at produktet ”virker” – eksempelvis E-vitamin creme, frugtsyreserum og aloe vera gel.

Det er ikke nødvendigvis for at narre dig, men for at simplificere dit produktvalg, da et skønhedsprodukt nemt kan indeholde over 50 ingredienser, hvilket kan være lidt svært at overskue som almen forbruger.

Kigger du på ingredienslisten vil disse fremhævede ingredienser (med deres lovmæssige latinske betegnelser) optræde forskellige steder på ingredienslisten afhængigt af, hvor høj en koncentration ingrediensen udgør af det samlede produkt. Reglen er (og det er lovbestemt), at ingredienser skal listes i den rækkefølge de koncentrationsmæssigt udgør af produktet, og det betyder, at jo højere på listen de figurerer, desto større er koncentrationen.

En logisk udledning heraf vil derfor være, at hvis en ingrediens står langt nede på listen, er produktet ikke så godt, som det giver sig ud for. Det er dog ikke altid sandt (om end det nogen gange er), da forskellige ingredienser virker optimalt (og er tilladt) i forskellige koncentrationer.

Går vi tilbage til de tre eksempler, vil E-vitamin typisk optræde i en koncentration på under 1%, frugtsyre på maksimalt 15% og aloe vera helt op til 98%. Og selvom spændet er bredt, så ligger de alle inden for deres optimale ”virkefelt”. Du kan derfor ikke udlede, at et produkt savner effektivitet, fordi deres ”aktive” ingrediens ligger lavt på ingredienslisten.

En af de ingredienser vi taler rigtig meget om i skønhedsbranchen er hyaluronsyre. Hyaluronsyre er et sukkerstof, der forekommer naturligt i huden og som har den unikke egenskab, at det kan tiltrække og fastholde store mængder fugt, hvilket holder huden fyldig og spændstig. Desværre minimeres mængden af naturlig hyaluronsyre med alderen, hvilket synliggør alderstegn som linjer og rynker.

Ved at tilføre (kunstigt fremstillet) hyaluronsyre i form af serum eller creme ”fyldes” huden med fugt, så den igen ser spændstig og glat ud. I hvert fald så længe produktet bruges. Hyaluronsyre skal nemlig ”påfyldes” dagligt for at illusionen består. Koncentrationen behøver dog ikke at være særlig stor for, at du får en gavnlig effekt af et hyaluronsyre-holdigt produkt. Typisk vil hyaluronsyre udgøre mellem 0,1-1% af produktet, hvor 1% selvfølgelig er bedre end 0,1%.

Noget af det højeste, jeg har set i et hudplejeprodukt er serummet H.A Intensifier fra SkinCeuticals, der ligger på 1,3%. Ifølge hudforyngelsesklinikken N’age er det ret tæt på den koncentration, man bruger i fillers – nemlig 2%, så her taler vi om en virkelig “koncentreret” effekt, selvom koncentrationen er forholdsvis lav. Et godt eksempel på at lidt er godt nok – og endda ret godt i denne sammenhæng.

SkinCeuticals forhandles udelukkende hos professionelle klinikker (blandt andet N’age) og serummet, der lanceres i næste uge, koster ca. 830 kr. Et lidt mindre koncentreret, men også billigere alternativ finder du her.

skin-640