På en helt almindelig forårs-mandag hoppede min veninde og jeg i bilen og kørte til Falkenberg Strandbad på den sydsvenske vestkyst for at prøve deres spa ritual Ivory – og for at få lidt tid til at være sammen uden forstyrrelser fra arbejde, mænd og børn.

Vi tog Helsingør-Helsingborg færgen, hvilket ikke kan betale sig i forhold til Øresundsbroen (tager samme tid, men koster det dobbelte selv med BroBizz), men fik dog en lille oplevelse ud af færgekiosken, der bød på masser af svensk goddis (ja, Bilar findes stadig) og buttede Pepsi Max flasker, vi selvfølgelig måtte fylde bilen med.

Vi nåede Falkenberg en halv time før vores planlagte spa-oplevelse og fik lige tid til at glæde os over vores superfede værelse i bedste New Hampton stil med privat træterrasse mod Øresund, inden vi smuttede i matchende badekåber og bevægede os ned i The Retreat Club, som spa’et hedder.

Falkenberg-1Falkenberg-2Falkenberg-3

I spa’et blev vi budt på Cava, mens vi ventede på de øvrige deltagere. I et hold på seks personer blev vi nu ledt igennem spa’ets 10 oplevelser:

  1. Fodbad med salt fra Kalahari-ørkenen: efter at have siddet med fødderne i blød et stykke tid blev vi sat til at banke på fødder og lægge med små træhammere som en slags zoneterapi – specielt men ikke ubehageligt.
  2. Dampbad: med ansigtet indpakket i ansigtsmaske satte vi os til rette i dampbadet og fik svedt godt igennem.
  3. Is-skrub: ude af varmen blev vi sat til at skrubbe hele kroppen med iskrystaller for at sætte gang i blodomløbet. At putte is på maven krævede lidt overvindelse, men det lykkedes!
  4. Aromasauna: godt kølet ned fik vi lov til at slappe af og få varmen igen i den velduftende aromasauna. Efter få minutter savnede vi pludselig isen…
  5. Hammam: udstyret med vaskepose og hammam-sæbe blev vi sat til at vaske og skrubbe hinanden to og to, hvilende på en opvarmet marmorplade – et absolut højdepunkt – meget afslappende (og godt at have egen partner med til denne del!).
  6. Rasul: i det nordafrikansk-inspireret baderum smurte vi hele kroppen ind i mineralholdigt ler, der virker blødgørende på huden.
  7. Tropisk bad: under store tropebrusere skyllede vi leret af igen så godt det nu lod sig gøre (p.s. husk at vaske din bikini grundigt bagefter).
  8. Pool: selve behandlingsdelen sluttede med en rolig stund i hvilepoolen, hvor vi fik fyldt vanddepoterne op igen.
  9. Pejsestue: i den rummelige lysdæmpede pejsestue med knitrende ild slappede vi af i store dobbeltsenge med frisk frugt og vand.
  10. Varm pool: med udsigt til stranden kunne man ligge og flyde i det lave vand i varmvandspoolen, men vi ville hellere ud og sidde på terrassen og nyde forårssolen, der varmede nok til at vi kunne sidde i badekåber.

IMG_7810Falkenberg-4Falkenberg-5

Tilbage på værelset tog vi et hurtigt bad og sad resten af dagen på vores egen terrasse og drak champagne i badekåber og tæpper fra værelset. Total afstressende! Vi havde en sen aftenbookning i restauranten, men det passede overraskende godt og efter en 3-retters menu og et glas vin slumrede vi uden problemer ind i den velpolstrede dobbeltseng (og knitrende hvide sengetøj) og sov 8 timers uforstyrret søvn!

Falkenberg-7Falkenberg-6

Falkenberg-8Vi var oppe allerede kl. syv og løb en frisk tur langs stranden i den tidlige morgensol. Stranden er ikke så lang medmindre man er til klippeløb, så efter 25 minutter var vi tilbage og klar til morgenbuffeten med god appetit.

Vi blev hurtigt enige om, at det skulle vi prøve igen og spa ritualet er da også helt oplagt som venindetur, mor-datter-tur (idé til mors dag?) eller kærestetur. De har endda en lille palmehave i lobbyen – hvem kan stå for det? Find mere info om hotellet her og deres meget attraktive prispakker her.

Vi var inviteret af Falkenberg Strandbad.