snail-640

Er du en ivrig skønhedsentusiast, har du sikkert hørt et og andet om asiatiske kvinders hang til brug af snegleslim i hudpleje (for slet ikke at tale om at have levende snegle kravlende rundt i ansigtet – adr!)? Det lyder umiddelbart super klamt, men nok ikke mere klamt end så mange andre ting, vi propper i hovedet uden at tænke over, hvor bestanddelene kommer fra.

Faktisk kan det sammenlignes lidt med at spise østers – de smager ikke af noget, men er tilsyneladende gode for dig (eller libidoen?)! Modsat østers omkommer sneglen dog ikke ved udvindingen af slimet. Den skal blot snegle sig af sted (OK den skal stresses lidt), og så efterlader den en stribe slim på sin vej, som så bliver indsamlet og filtreret.

Men uanset om du synes, det er klamt eller ej, så er snegleslim en veritabel skønhedsbombe. Slimet er nemlig rigt på proteiner, høj og lav molekylær hyaluronsyre samt antixodianter, der tilsammen stimulerer produktionen af kollagen og elastin, reparerer UV-skadede celler og beskytter huden mod frie radikaler (de der ustabile ilt-molekyler, der gerne vil ælde vores hud). Altså utrolig mange af de ingredienser, der normalt tilsættes hudplejeprodukter samlet i ét enkelt, 100% naturligt slimspor!

Snegleslim er ikke så udbredt i Danmark endnu, men der er dog et par brands som tilbyder de slimede dråber. Jeg sælger selv et par øjenmasker med snegleslim fra koreanske Lassie’el (dejlig fugtgivende og opfriskende), og Benton har en hel serie dedikeret til slim-hungrende hud. Hvad angår real-life behandlinger, må jeg sige nej. Det er trods alt for klamt!

benton-snail-bee-essence-640

lassieel-640